Skip to main content

Hjem | Vidensunivers | Hjernerystelse | Rehabilitering vs. behandling – hvad er forskellen?

Når folk siger “behandling”, mener de som regel: få mig rask. Når vi siger “rehabilitering”, mener vi det samme, men vi mener det mere konkret. Rehabilitering er den del af behandlingen, der faktisk genopbygger din funktion. Ikke bare dæmper symptomer.

Rehabilitering vs. behandling: Hvad er forskellen – og hvad betyder det for dig?

Den afgørende forskel er enkel: behandling kan være noget, der lindrer. Rehabilitering er det, der træner dig tilbage til et liv, du kan holde til.

Se Cervellos forløb for hjernerystelse

Kort fortalt. Definitioner du kan forstå

Hvad betyder “behandling”?

Behandling er alt, der har til formål at gøre dig bedre. Det kan være vurdering, rådgivning, manuel behandling, medicin, søvnstrategier og andre indsatser, der kan dæmpe symptomer og støtte bedring.

Hvad betyder “rehabilitering”?

Rehabilitering er altid genoptræning af funktion. Altid. Det betyder planlagt træning og eksponering over tid, hvor du gradvist lærer at tåle mere igen. Rehabilitering er ikke “snak” og ikke “råd”. Det er et forløb, hvor du træner dit system tilbage til normal belastning med tydelig dosering, progression og opfølgning.

Den praktiske forskel

Behandling kan være passiv. Rehabilitering er aktiv og træningsbaseret.

Behandling kan fokusere på at reducere symptomer her og nu. Rehabilitering fokuserer på at øge din kapacitet og robusthed, så symptomerne mister deres greb, fordi du kan mere og tåle mere.

Behandling kan være en enkeltstående indsats. Rehabilitering er et program med progression.

Behandling kan føles som et “fix”. Rehabilitering føles ofte som et træningsforløb. Du bygger noget op, trin for trin.

Konklusion: Rehabilitering er ikke et alternativ til behandling. Rehabilitering er den overlegne del, når målet er at få din funktion tilbage og gøre bedringen holdbar.

Eksempel: Hjernerystelse tidligt versus længerevarende symptomer

Den tidlige fase

I den tidlige fase handler det først om sikkerhed og ro og derefter gradvis tilbagevenden til aktivitet. Du skal hverken isolere dig i ugevis eller presse dig igennem. Du skal dosere.

Længerevarende symptomer

Hvis symptomerne varer ved, er problemet ofte ikke, at du “mangler hvile”. Problemet er, at din belastningstolerance er lav og din regulering er følsom. Skærm, støj, trafik, tempo, fysisk aktivitet og mentalt arbejde bliver pludselig dyrt. Her er rehabilitering det centrale, fordi rehabilitering netop er genoptræning af tolerance. Du træner din hjerne og krop til at håndtere mere igen, uden at du får tilbagefald hver gang.

Få en 360° screening og en plan (typisk 3 mdr.)

Hvornår har du brug for hvad?

  • Søg akut vurdering hvis der er faresignaler, forværring eller noget der føles farligt.
  • Hvis symptomerne er milde og tydeligt aftagende uge for uge, kan enkel rådgivning og gradueret aktivitet ofte være nok.
  • Hvis du står stille efter 2 til 4 uger, hvis din hverdag eller dit arbejde ikke hænger sammen, eller hvis du får gentagne tilbagefald hver gang du øger aktivitet, så har du typisk brug for rehabilitering. Det betyder et struktureret genoptræningsforløb med mål, progression og opfølgning.

Læs mere om symptomer, tegn og senfølger

Sådan ser rehabilitering ud i praksis

Rehabilitering er ikke ét trick. Det er et program, hvor man træner de funktioner, der falder fra hos dig. Typisk kan det være en kombination af gradueret fysisk træning, træning af balance og koordination, målrettet syns og vestibulær belastning, kognitiv belastning i doser, og planlagt tilbagevenden til hverdag, arbejde og sport. Det hele styres af dosering. Hvor meget, hvor ofte, i hvilken rækkefølge, og hvordan du restituerer.

Sådan arbejder Cervello

Cervellos tilgang starter med at finde ud af hvad der konkret falder fra hos dig, og hvad der udløser dine symptomer i praksis. Derefter bygges et genoptræningsforløb, hvor belastning doseres og justeres løbende. Fokus er stabil fremgang og transfer til din hverdag. Målet er at gøre dig mere robust, så du kan skrue op for aktivitet uden at falde tilbage.

Læs mere om Cervellos forløb

 

Skrevet af
Kenneth Jay, PhD
Forskningschef, Cervello

FAQ – svar på oftest stillede spørgsmål

Er rehabilitering en type behandling?

Ja, men det er den aktive, genopbyggende del. Den del der træner funktion tilbage.

Hvad er forskellen på genoptræning og rehabilitering?

Genoptræning er kernen i rehabilitering. Rehabilitering er genoptræning sat i en plan med progression, mål og transfer til hverdagen.

Hvorfor er rehabilitering ofte mere effektiv end “behandling” alene?

Fordi du ikke kun skal have det lidt bedre. Du skal kunne noget igen. Det kræver træning og gradvis belastning, ikke kun symptomlindring.

Hvornår giver rehabilitering mening ved hjernerystelse?

Når du ikke rykker dig, når hverdagen ikke fungerer, eller når du får tilbagefald hver gang du prøver at øge aktivitet.