Skip to main content

Hjem | Cervello forskning

Cervello forskning
– vi bygger på viden

Alt hvad vi gør hos Cervello står på skuldrene af både viden og praktisk erfaring. Sideløbende med at vores neuro-specialister hele tiden vedligeholder deres hands on evner, så indgår de også i større forsknings- og udviklingsprojekter. Det har vi 25+ års erfaring i – og vi holder altid fokus på at få konkrete og brugbare resultater, der kan implementeres i hverdagen. Vi tror på, at praksisnær forskning er det, der kommer vores kunder mest til gode.

Kenneth Jay

Kenneth Jay er Cervellos forskningschef. Han har en PhD i human fysiologi og klinisk biomekanik fra Syddansk universitet og er adjungeret professor i medicinsk uddannelse ved University of Central Florida og professor i funktionel neurologi ved Carrick Institute i Florida.

Seks konkrete forskningsprojekter

FYTECH
– fysisk træning efter hjernerystelse

Aktuelt studie
I et tre-årigt forskningsprojekt undersøgte vi individuelt tilpasset fysisk trænings påvirkning på hjernerystelsessymptomer.
Vi fandt markante resultater, også på deltagere der havde været ramt af hjernerystelse i mange år. Resultaterne er under publicering.
FYTECHs resultater er en del af grundlaget for Cervellos nuværende hjernerystelsesprogram.
Læs mere her

PSYKTECH
– psykologisk træning efter hjernerystelse

Nyt ph.d.-studie
I samarbejde med lektor Charlotte Glintborg fra Aalborg Universitet igangsættes et nyt forskningsstudie, hvor omdrejningspunktet er psykologisk rehabilitering. Der afprøves effekten af en intervention med meta-kognitiv terapi til mennesker med senfølger efter hjernerystelse. For mere information kontakt forskningschef Kenneth Jay.

TRÆTHED
- måling af hjernetræthed

Afsluttet ph.d. studie
Mennesker som har fået en skade på hjernen, oplever ofte massiv mental træthed.

Men hvordan måles graden af fatigue i en dansk kontekst? Det undersøgte neuropsykolog Frederik la Cour de Dornonville i et ph.d. studie.

HJERNERYSTELSE
– arbejdsmarkedsrehabilitering

Fire-årigt forskningsforsøg
Undersøgelse af nye og bedre måder at få folk med erhvervet hjerneskade hurtigere og bedre tilbage på arbejdsmarkedet.

Udført i samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og fem kommuner.

COMMOTIO
– vocational rehabiltation

To-årigt forskningsprojekt
Projektet “Vocational rehabilitation in Mild Traumativ Brain Injury” var målrettet at få folk med langvarige senfølger efter hjernerystelse i beskæftigelse.

Udført i samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og fem kommuner.

PÅRØRENDE
- familieforløb for erhvervet hjerneskade

Interventionsstudie
Formålet med studiet var at forbedre den samlede livssituation for hele familien, da en hjerneskade ikke kun påvirker den ramte, men i høj grad også de pårørende.

Udført i samarbejde med Neurologisk Klinik, Rigshospitalet.

Forskningsteamet

Cervellos forskningsaktiviteter er tæt knyttet til praksis og i den ambulante klinik inddrages neuro-specialisterne i aktuelle forskningsprojekter og medvirker samtidig til at ny viden forankres i praksis. Ditte, Line, Christian og Anna er eksempler på medarbejdere der er involveret direkte i Cervellos udviklingsprojekter.

Kontakt os

Er du interesseret i partnerskaber, samarbejde eller forskningsprojekter? Så kontakt neuropsykolog, cand.psyk. Natasja Bojsen. Ring på 4880 8516 eller skriv til nb@cervello.dk

Skriv til Natasja

92% af deltagerne i FYTECH projektet oplever, at de får det bedre af vores rehabilitering. Størrelsen af forbedringen er ca. 40% i gennemsnit, og nogle oplever forbedringer på over 80%

Kenneth JayForskningschef i Cervello

FYTECH-projektet

– En ny model for behandling af vedvarende senfølger efter hjernerystelse gennemført af Cervello og støttet af Offerfonden.

FYTECH står for Fysisk træning efter commotio/hjernerystelse og er navnet på et banebrydende projekt, der undersøger effekten af målrettet rehabilitering ved vedvarende senfølger efter hjernerystelse.

Baggrunden for FYTECH-projektet er den voksende erkendelse af, at mange mennesker med hjernerystelse udvikler langvarige, komplekse symptombilleder, som ikke kan forklares af hverken klassiske hjerneskader eller psykiske faktorer. Symptomer som hovedpine, svimmelhed, træthed, kognitiv tåge og overfølsomhed over for sanseindtryk vedvarer hos en betydelig andel – og der mangler effektive behandlingsmodeller.

Projektet tager udgangspunkt i forståelsen af hjernerystelse som en funktionel forstyrrelse i hjernens netværk snarere end som en lokaliseret skade. Den anvendte NERD-model (Network Entrapment by Reflex Dysfunction) ser symptomerne som et resultat af ubalance og “fastlåsning” i hjernens refleksbaserede kredsløb – især integrationen mellem syn, balance, proprioception (nakkefornemmelse) og det autonome nervesystem.

Metode:

FYTECH blev gennemført som et randomiseret, kontrolleret cross-over studie med 25 deltagere med kroniske senfølger efter commotio. Deltagerne modtog en målrettet intervention bestående af visuel og vestibulær træning kombineret med aerob fysisk træning. Symptomer, balanceevne og fysisk kapacitet blev målt før og efter interventionen.

Resultater:

Interventionen medførte en gennemsnitlig symptomreduktion på 42 %, betydelig forbedring i balancen (op til 72 % forbedring i lukkede øjne-tests) og en 38 % øgning i fysisk ydeevne. Disse effekter blev opretholdt gennem hele forsøget, også under crossover-fasen, hvilket peger på varige ændringer i systemfunktion.

Perspektivering:

FYTECH peger mod en ny tilgang til hjernerystelsesrehabilitering, hvor man går fra symptomdæmpning til systemregulering. Ved at forstå vedvarende senfølger som et udtryk for netværksforstyrrelser – og intervenere målrettet i disse – åbnes muligheden for mere præcis og effektiv behandling.

Denne tilgang udfordrer den nuværende praksis i Danmark og globalt, hvor rehabilitering ofte er usystematisk og baseret på enkeltfaglige tiltag. FYTECH-modellen viser, at en tværfaglig, neurointegrativ indsats, forankret i moderne netværksneurovidenskab, ikke bare er mulig – den er nødvendig.

Artiklen, der beskriver projektets metode og resultater, er pr. juni 2025 indsendt og aktuelt under fagfællebedømmelse (peer-review) i et internationalt tidsskrift.